Lidt harmløs træning

[Luk ~ Lukyo]

( Jaer T__T.. Men jeg er her XD )

[Renshu]

Selvom der ikke var noget som glas i loftet, så forsøgte han alligevel at forestille sig den mørke himmel over sig og de våde perler faldende ned over ham. Tanken gjorde ham fristet til at vende om på hælen netop nu, og gå en lille tur udenfor. Det blev han aldrig træt af. En sådan fredfyldt gåtur var en rar tanke.
Som lyden af en velkendt stemme brød Renshus tankestrømme, rettede han hovedet fremad igen og lod opmærksomheden falde på hjorte-drengen, Luk, selvfølgelig. Gud, hvor var den fyr dog udmattende. Hjorten var altid på spring, og det orkede skolopenderen næsten ikke at være vidne til.
Men på trods af dette, hævede Renshu alligevel hånden fra sin lomme og gengjaldt det i hvert fald sløve smil. Det med falskheden, som han godt kunne se, lod han udeblive.
"Yo," Sagde han og satte så den ene bare fod foran den anden, for at bevæge sig i retning af måtterne. På hans vej skævede han til tiger-pigen, hvis temperament lyste igennem som sterinlyset i et mørk værelse. Dette tog den ældste i lokalet sig dog ikke af, fortsatte bare sin sløve gang med hænderne i lommen, før han uden et ord eller støtte fra sine hænder, satte sig ned i den klassiske skrædderstilling på den første, hårde måtte han nåede til. Det var rart at sidde ned, rart at slappe af i musklerne.

[Luk ~ Lukyo]

Luk sukkede opgivende, enten var folk fuldkommen overgearede, ellers var de sløve, eller rettere hidsige, ellers var de bare nogle gnavpotter! Han fnøs kort, han kunne godt bruge en der var noget gang i, uden at personen virkede alt for.. Hvad skal man sige, overdimensionerede på nogen måde..
Han sukkede, selv Grandmaster var for meget, han gjorde en lille let bevægelse så han stod op, og rettede kort på stålpisken med de utallige led som sad om hans skærf.
Han nikkede kort til den anden, altså, Renshu, Skolopenderen. Luks sorte øjne gled rundt søgende efter noget at lave, han skævede lidt over på den anden og smilede lidt ,, hvordan går det med din jernskjorte træning, Renshu..?" Han smilede og så på den anden, efter hvad han kunne se var det da begyndt at gå fremad, hans mavemuskler var begyndt at få tydelige former, ligesom en insektskal.

[Renshu]

I sin skrædderstilling tog Renshu et dyb indånding og lukkede øjnene. Langsom var hans rytme og stor var hans mængde af luftindtagen - en form for meditation han kunne bruge tid på at udøve.
Et spørgsmål blev han stillet, og han åbnede det ene øje for at se på Luk. Længe sad han bare og betragtede fyren, før han så endelig pustede en sidste gang ud, lagde hænderne på sine knæ og åbnede det andet øje ligeså.
"Kan det ses?" Spurgte han og smilede en tand bredere, før han fortsatte, inden Luk ville kunne nå at svare på det første, "Det går godt. Fremad. Stille er roligt."
Jah, stille og roligt, det kunne der være ingen tvivl om. Renshus træning foregik oftest, når han var alene, og det blev snart sværere og sværere at få denne fornøjelse.
Han lænede sig frem over sine krydsede ben, så meget, at han lå med overkroppen på tværs af dem, før han langsomt rettede sig op igen med et lille støn.
"Hvad med dig, Luk? Hvad fordriver du tiden med, nu hvor sommeren for alvor er kommet?"

[Luk ~ Lukyo]

Luk stod med ryggen halvt til den anden, så hans hoved var vippet lidt bagover så håret faldt væk fra han pande og ansigt, han smilede, roligt og kært mens han roligt så og hørte på den anden, han nikkede kort, inden han rettede sig op igen og vendte sig mod den anden.
,, Så småt, så småt, men det bliver tydeligere endnu " svarede han bare da den anden afbrød sig selv på en måde og atter svarede ,, Godt at høre.. " Han smilede, skævt, og kært var hans mil stadig mens han så på den anden, han vippede kort lidt frem og tilbage mens han så ned på sine fødder, inden han atter så op og fangede den andens rødlige øjne med sine egne bundløse sorte øjne, han trak på skuldrene ,, ikke så meget.. Øver mig lidt, og holder øje med folks teknikker " han smilede lidt, lavede nogle korte få slag, fra slagens hurtige hug, kompineret med tranens hakkende slag og til sidst en stærk drageklo lige ud i luften så man nærmest kunne fornemme det kraftige lufttryk der lå bag. Han havde også lært en masse nye spark, og ikke kun fra de andre, men også fra hans egen race.

[Renshu]

Renshu forholdt sig tavs, i det han betragtede Luks krop i aktion. Det var en smuk evne at kunne kopiere andres teknikker, men ikke noget, som Renshu personligt ville døje med. Det tog tid og træning, og fyren her havde andet at tænke på. Som at udvikle sine egne evner, f.eks. Renshu var godt tilfreds med at få at vide, at det kunne ses på hans mave, at han trodsalt trænede. Hårdt.
"Flot," Sagde han og nikkede anerkendende til Luk. Renshu smilede.
"Du udvikler dig hele tiden, det er godt at se. Det slangehug har jeg ikke set sig udføre før." Som han talte kom han nemt på benene, stadig uden brug af hænder. At spænde musklerne i benene, gøre sig lidt hård og have en god balance var nok. I hvert fald for Renshu.
Med hænderne i lommen igen nærmede han sig Luk, bare for at gøre det.
"Hvem har du så hugget det fra?" Hans smil blev drillende, i det han kneb øjnene sammen og stoppede op.

[Luk ~ Lukyo]

Han smilede skævt, det var egentligt ikke rigtigt noget sådan rigtigt, det var bare et hug og han kunne langt mere end normalt, han kunne også en del af Renshus slag osv, og som sagt også hans egne hjorte spark og manøvre. Han sukkede kort og det stivnede kort i ham da den anden spurgte hvor han havde slange slaget fra.
,, ohm.. " han sank en smule uroligt ,, Mong.. " mumlede han så bare, og skævede lidt væk, Mong, phyton, var banditternes leder, som han havde været oppe at 'tottes' med, eller det var egentligt kun vagterne han havde også havde han set Mong lamme en af sine egne vagter, det store kødbjerg..
Luk gjorde et hurtigt lille svirp med hoved og lavede nogle velplacerede spark ud i luften som tydeligt stammede fra hans eget dyr, altså hjorten. Det var hurtige, og kraftfulde spark, og hele måden han bevægede sig på var helvedes elegant og smidig, han gjorde det dog kun for at prøve at skifte emne..

[Renshu]

Renshus øjne slog sig op igen, da banditternes leders navn blev nævnt.
"Selveste Mong, den selvglade kødklump?" Han var ikke bange for at nedgøre denne mand, da Renshu, som sagt, havde en afslappet forhold til alt. Også Mong. Selv havde han været i klammerier med et par af hans dumme vagter, men det var så udelukkende for at redde sin stjålne mad. Renshu var glad for mad, og det var Mong bestemt også. Men mod de svage, vandrende pinde, som deres leder kaldte for sine vagter, sine banditter, syntes Renshu ikke at finde al for megen konkurrence.
- Disse tanker nedblussede han dog slet hurtigt igen. Det øjeblik man blev kæbhøj, var man færdig. Det vidste han. Og derfor gjalt det om heller aldrig at undervudere fjenden.
Han forstod, at Luk ønskede emneskift; men den lettelse vile Renshu ikke give ham.
"Hvad har du dog lavet, for at komme i klammeri med ham? Hvor gammel er det du er? Seksten-sytten, ikke sandt? Så har du forhåbentlig ikke været alene i banditternes hule?"
Han gik et skridt nærmere i interesse.

[Luk ~ Lukyo]

Han svarede ikke på det første og blev ved med de kraftfulde, hurtige spark som præsenterede den elegante og smidige person også. Hans blik var fast hægtet på et punkt på puden, og han ramte den da også, med sådan en kraft med hælen at der gik hul, drengen kom med en overrumplet lyd og satte hurtigt hånden for mens han begyndte at mumle småirriteret.
,, hvad har min alder nu med det at gøre? .. " han skævede lidt til den anden, hmpf! ,, og hvad vis jeg har.. ?" han så på sækken igen og overvejede stærkt hvordan han nu skulle få lukket hullet han havde fået fremprovokeret, han stod lige og så på det, inden han stak hånden ned i sin jakke lignende ting og fiskede nogle småting op som han begyndte at lappe hullet med selvom det sikkert villle gå itu ved næste spark, han trådte kort nogle skridt til side, og bevægede sig så hurtigt et stykke væk fra selve puden, inden han så direkte ind i den andens øjne.

[Renshu]

Let overrasket hævede han et øjenbryn, da Luk formåede at sparke hul på den store pude af sand, perfekt ramt med hælen. Imponerende, det var det da, men Renshu forstod stadig ikke, at han gad. Hvis det var for blær, så havde han bestemt ikke tænkt sig at kommentere det, da han ikke ville give den anden den fornøjelse. Selv var Renshu modstander af sådanna kraftanstrengelser, for sådanne formål.
Men han dømte ikke fyren. Det var bare en teori spirret af hans undren.
"Alder er typisk ligmed erfaring, og erfaring er ligmed, hvor sikkert det er at bevæge sig sådan et sted hen alene." Begyndte han sløvt, uden på nogen måde at lyde så streng, som ordene måske kunne forståes. Med hænderne i lommen så han tilbage på Luk uden at blinke.
Langsomt voksede smilet på hans læber til et lavt grin.
"Så du har altså været i banditternes hule? Hvorfor mon, det undrer mig stadig. Det er dumt, det burde du vide."

[Luk ~ Lukyo]

Han stod bare og lyttede til den andens ord ,, så du står og siger jeg ikke har erfaring.. " han begyndte at smågrine lidt, tsk.. Idiot, han var langt dygtigere end de fleste på hans alder og det var tydeligt, men tilgengæld var det også fordi Grandmaster havde kørt på ham som var han et dyr.. Han sukkede kort af denne tanke og så på den anden, og smilte skævt da den anden begyndte at smågrine ,, ja det har, og tror du ikke jeg kan passe på mig selv. Selvom Mong, eller phyton, om du vil, er en slange, er han ikke ligeså hurtig som en rigtig slange, det er hans kone jeg ville være bange for.. " Luk tænkte kort på den utrolig smukke kvinde, som havde samme hypnotiserende kræfter som en anden race slange han ikke kunne huske lige nu, prr.. Skræmmende, ja det var så, inden han fortsatte ,, måske, måske er jeg bare dum, i så fald er der andre højere rangspersoner der også er det.. Har du aldrig set Mong her, han kommer ellers jævnligt, Renshu.. " han smilede.

[Renshu]

Hun rystede på hovedet af det første. Nej, han stod ikke og sagde, at Luk ikke havde erfaring. Men spørgsmålet var, om det var nok erfaring, da det jo i værste tilfælde ikke kun var Mong, men tilmed banditterne man måtte toppes med.
Det var mange mod én. Det talte forhåbentlig for sig selv.
"Bevars," Sagde han og nikkede ellers. Luk havde ret i ikke alene sine ord om slangen.
"Kvinder kan til enhver tid være mere skræmmende og mere kraftfulde end enhver fjende," Begynde han, selvom han godt vidste, at det ikke var grundet hendes køn, men hendes evner, at Luk talte netop sådan om Mongs kone. Smukt væsen, det var hun, men uhyggelig. "Dem skal man passe på. Aldrig ved man, hvor man har dem." Renshu fangede sig selv i at sukke, i det han så opgivende ud i luften et øjeblik. Kvinder. Aldrig havde han haft held i kærlighed. De klagede ham døv og var kun til besvær. De syntes han var for lad, og han syntes de var for hektiske.
Hans opmærksomhed og blik fløj tilbage på Luk, som han nævnte Mongs navn på ny.
"Mong alene er ikke hans hule og ikke hans hob af banditter, så tør du bare det smil af fjæset, du." Han løftede den ene hånd op fra sin lomme og prak den anden let i panden.

[Luk ~ Lukyo]

Han sukkede lidt og igen rodede han sig i håret småfrustreret, han nikkede til det med kvinder, han kendte kun en som han sådan rigtigt kunne holde ud, som så også var den eneste han stolede på ,,oh.. Så kender du da ikke... " han stoppede sig selv, og rystede på hoved ,, mnh -nej, ikke noget.. " han sukkede tungt, geez, sikke hvor han snakkede i dag! Han lyttede fortsat til den anden ord, han lød pludseligt så alvorlig og Luk fnøs da han med en let bevægelse med hoved med lethed undgik den andens prik. Han trak på smilebåndet ,, Hmn, Mong er ikke bare en bandit som alle tror, han er faktisk en krigermunk som har boet her på Cangzhen, men han skred, da han skulle have en unge med en kvinde.. Derfor snakker ham og Grandmaster stadig sammen, så måske skulle du selv tørre dit smil af læben? " jovist, Luk var utrolig godt informeret, men det var nu mere på grund af Spot fordi hun havde aflyttet. hmn.. Han så på den anden, med de mørke øjne, og træk på smilebåndet i et kært og let skadefro smil.

[Renshu]

Et mistænksomt øjenbryn blev hævet, som hans nysgerrighed vækket, i det Luk begyndte noget, hverefter kun at stoppe sig selv igen. Renshu ville ikke rode i det, men bare huske på det. Så kunne han måske hive det op som emne en anden dag.
Som den anden undgik hans prik, stak han hånden i lommen igen. Nuvel. Det ville han ikke gøre mere ud af.
Luks information var ny for den ældste, men overraskelsen var ikke til at spore i hans ansigt. Som altid så han kun sløv ud med de trætte øjne. Munden skød han opad, i det han tænkte uden at kommentere 'smil af læben'-parten.
"Interessant. Så det er altså derfor, at han viser sit fede legeme her. Jeg gad vide, hvem denne kvinde så end måtte være. Det kan sågar betyde, at Mongs søn eller datter er i blandt os, hm?" Han gjorde en kunsterpause og smilede igen. Medmindre, at Luk ville komme med yderligere information om, at kvinden forresten døde og ligeså barnet, eller bare rejste langpokker i vold, kunne han godt lide den spændende tanke.
Men det var ikke til at spore i de røde øjne, der ligenu betragtede den andens skadefro smil. Renshu hev den ligeglade attitude op af lommen og rystede en anelse på hovedet. Heh.

[Luk ~ Lukyo]

Luk stod bare og betragtede den andens bevægelser, ansigtstræk og andet..
Luks glimt i øjet, og det skadefro smil var tydeligt, jovist jovist, han kendte det hele, hvem det var osv.. Egentligt var Hjorten en stor dagbog vis man kunne sige det. Hans blik skiftedes dog igen som han så på den anden, smilet var ligeså forsvundet og var igen det falske ganske godt skjult smil mens hans blik så på den anden.
Luks blik gled kort mod døråbningen i håb om at se den velkendte skikkelse, men nej, stadig ikke.. Han sukkede lavt og rodede sig selv i håret, inden han så på den anden igen..