.. Lige ude for porten

[Ryo~]

Den høje engelsk udsende man sad helt stille i et træ. Hans chi var næsten helt umærkelig, og sådan havde han farktisk sidet helt siden daggry. Hans gullige øjne vågede som en høg over alle mennesker der gik ud og ind af porten og han lagde det på mindet hvor mange der var. Han kunne ikke se særligt meget på den anden side af porten, men det gjorde intet da der var mere ind nok der gik ind og ud af porten. Han havde fådet som opgave at iaktage munkene .. Kongen havde fådet et prøj om at der var kommet nye, yngre og bedre munke til stedet - Og som altid havde Ryo taget opgaven og havde i sinde at fuldføre den. Hans brunehår med en masse lyse totter bevægede sig let i vinden, der blidt kælede hans ansigte i et øjeblik. Han havde grøn kort ærmet skjorte på sig, der sluttede lidt over bagdelen og med sliser i begge sider. Et par løse sorte bukser der var snøret ind med sorte bandager til anklerne, Og sorte bandager fra håndledene og op til albuerne. Han havde en rygsæk med sig, med mad og lidt andre ting så han kunne klare sig på sin mission. På de sorte bukser havde han et bælte med små lommer der inde holdte alle former for lidt mindre våben. Men lige nu forholdte han sig helt stille .. Der var flere dyktige munke der inde, og det vidste han alt for vel selv.

[Tsung]

Tsungs rolige blik gled en smule rundt, mens hun gik ud af porten, i hurtig gang. Hun havde ikke den sædvanlige munkedragt på, men tværtimod tæt siddende tøj på, som hofter og ben( til kort under knæet) -uden det forstyrrede hendes bevægelser overhoved. Hendes jakke lignende ting, som indebar utroligt store ærmer, hvor hun skjulte diverse af ting, sad også stramt ved livet og barmen. Dog ved hofterne slap det en smule ud, så det mere var en detalje, flyvende. Hun var også iført forbindinger på hendes hænder og ben, men alt dette var måske ikke det man så først. Det var nok hun var så ligbleg, tydeligvis af blodmangel, og hendes specielle hårfarve, brunt, med 'plamager', selvom man nu ikke vidste hvad disse plamager var, uden man kendte hende.
Jovist, Tsung var sig selv, eller, det var så meget sagt, men hun havde antaget sin kvindelige form, ja. Hendes skridt var som sagt, hurtige og faste som hun begav sig mod skovbrynet, vagtsomt.

[Ryo~]

Ryo skulle lige til at bevæge sig længere ind i skoven for at spise, da det ville være for risikabelt at spise så nær porten som han var nu. Dog ombestemte han sig lige i sidste øjeblik da en kvinde kom ud fra templet. Han betraktede hende, og så at hun så ligbleg ud. Ryo bedstemte sig for at hun ikke var en yderlig trussel men aligevel iagtog han hende nøje, Og da hun gik længere ind imod skoven fulgte han hende let hved at glide lydløst ned fra træet og følge efter hende ind i skoven. Ryo tænkte at følge kvinden .. Måske skulle hun hente læge planter? Alt information kunne bruges, da kongen var ganske bredt intresseret omkring munkene. Ryos skarpe ørneblik fulgte kvindens bevægelser .. Gad vide hvorfor hun var ud når hun havde så lidt blod i kroppen? .. For hendes blege hud kom abselut fra blod mangel.

[Tsung]

Tsung havde godt bemærket den anden, som kom nærmere og nærmere, så hun ubemærket satte farten en smule ned, stille og roligt, skridt fra skridt.
Hendes rolige blik var en smule sænket, mens hun bare gik rundt, og med ét, satte hun af -et kraftigt energi spring, direkte op i trækronerne, for hvor der derefter var fuldstændig stille.
Med hurtige, skræmmende hurtige, for et menneske, bevægede hun sig rundt i træet, over i et andet, næsten lydløst. Inden hun atter satte af, nedad, mod jorden. Med et lille hult bump, landede hun direkte bag den anden, med en hurtig bevægelse af hånden, hvor få lyde af metal mod metal kunne høres, havde hun trukket sit ene, smalle, lange sværd, ellers kendt som samurai sværd. Med en lille bevægelse, vippede hun sværdet tilbage, så hans nakke lå i en mindre spænd mellem hendes højre arm, som var hældt over mod venstre, og hans sværd som pegede mod højre. Hendes rolige mørke øjne studerede roligt den anden, inden der stille og roligt kom fra hende ,, hmn -Du er spion, ikke?, " hendes eget, typiske, hollandske udseende, var tydeligt ,, -ørn. " afsluttede hun så sin sætning.

[Ryo~]

Først opdagede Ryo ikke at den anden havde set ham, der efter mærkede han tydeligt atmosfæren og han spændte lid i musklerne, især da hun forsvandt op i træ kronerne. Han stod stille og var helt sikker på hun ville dukke op så han valgte bare at stille sig i heste stand og stå helt .. Stille. Hun åbnede de gullige øjne da hun kom frem bag ham og havde et sværd imod ham, Han sagde stadig intet men det gav et lille sæt i ham da hun så let havde regnet hans dyr ud. Han spolede filmen igennem hans hoved, Hun havde et underligt plettet hår .. Hun var ligbleg .. Hun forsvandt, meget hurtigt og dukke op .. våben. Ryo spænede hjernen igennem for at finde hendes dyr .. Hurtig .. Hun var en sneleopard, Hvis han havde opsaveret hende riktigt - Men stadig .. Hun var en sneleopard der var såret. Ryo åbnede let munden da han valgte at svare hende ,, Mit ærende vedkommer ikke andre ind mig, og min missions giver .. " Ryo lod let hånden glide ned i hans bag lommer, hvor han trak en kniv meget langsomt frem og let bevægede benet bag ud som afledning for at undslippe hendes grep.

[Tsung]

Tsungs rolige øjne hvilede på den anden, studerede ham, så hun kunne genkende ham en anden gang. Hendes øjne studerede hver af hans bevægelser, vejrtrækninger, alt.
Hendes øjne så lidt på den anden, i det hun lyttede til hans ord, hun fnøs kort, koldt. ,, måske, men det rager heller ikke dig hvad vi laver her.. " kom det roligt fra hende, med en kølig undertone, efterfulgt af en skarp tone ,, læg dine våben.. " hun lod ham dog ikke reagere, for hun havde allerede taget fast i den andens håndled, trukket den lidt tilbage, drejet den omkring 180 grader for derefter at presse hårdt bagover. Dette, Hapkido, som det hedder, er yderst smertefuldt, også selvom dette er et mildt 'greb'. Hendes rolige blik så lidt på den anden, stille og roligt.

[Ryo~]

Ryo gjorde ikke en enkelt grimasse selv om smerten prikkede hele vejen igennem hans arm. Han lukkede øjnene, og tvang sig selv ind i mere smerte for at kunne komme til sneleoparden og i en bevægelse lod han både ben og arm glide igenem luften ,, Det rager mig mere ind nok " Ryo holdte stadig sit våben i hånden. Denne sneleopard var trænet professionelt .. som hans mor. Og selv om hun var syg så var hun hurtig, Ryo havde undervuderet hende og gådet for let til værks. Han lukkede kort øjnene for at tænke men det tog ikke mere ind nogle sekunder før han åbnede dem igen og betraktede alt omkring sig, alt var en muglighed, .. Alt skulle der holdes øje med. Ryos ørneblik, missede ikke en eneste bevægelse, som når ørnen svæver i luften og kigger efter mus .. Ikke en eneste bevægelse undveg hans øje.

[Tsung]

Tsung gjorde en hurtig bevægelse, rundt, og op. For ikke at ramme den andens hals med sin klinge, og for ikke at blive ramt af den andens slag og spark. Hendes hurtige manøvre fik hende dog til at skride, dog ikke meget, men alligevel bliver hun stående sådan, med sin klinge liggende over ryggen, klar til et slag eller andet. Den frie hånd piller lidt ved lange ærme, mens hendes blik flakker lidt ved den anden, hun er meget overtræt, og syg, og for mange energiudladninger vil nok få hende til at falde om før eller siden, ret hurtigt, mere end sådanne plejer hvertfald.

[Ryo~]

Ryo havde ikke i sinde at dræbe. Han stilte sig let i en stilling der minede om tranens, men aligevel ikke .. Den var mer kraftfuld og mindre elegant. Han havde heller ikke i sinde at flygte .. Hvis han skulle køre sneleoparden træt så måtte det jo være sådan, .. For at hvis ikke hun ville lade ham gå måtte dette være hans mål - køre den allerede trætte sneleopard trættere .. Ryo, trådte det optrukte ben ned igen, for at stille sig i en kvik heste stand, og i det samme trak han en kniv ud af vær lomme omkring hans bukser, for at have noget at køre imod sværdet med. Han løb frem og holdte hovedet lav for at betrakte den lavere kvinde, og se hende lige i øjnene .. Ryo var utroligt høj for en assiat at være. Han bevægede armene præcist så han ikke ville skade hende med knivene men at de bare ville holde sværdet i skak. Han lyftede let det ene ben fra jorend og lod det glide igennem luften for anden gang, for at lave en kombination af spark på kvinden, .. Men da Ryo spændte håndledet Sneleoparden tideligere havde fat tabte han kniven i let smerte .. Der var noget der havde sat sig fast i hans håndled, så den var ude af spil .. Han måtte klare sig med en arm og to ben.

[Ryo~]

// Fryys~

[Tsung]

Tsung selv, som hun stod, sad der, det var jo en mellemting, med det venstre knæ hvilende mod jorden, og det andet bøjet op imod hende, mens klingen som var i hendes højre hånd lå over hendes ryg -opad mod hoved, og den venstre hånd blot stødte mod jorden.
Tsungs øjne var et øjeblik lukkede, og i det næste hun åbnede dem, var den anden på vej imod hende, hun reagerede instinktivt, og satte med stor springkraft fra benene, tilbage, da hun skulle til at gøre en lille manøvre mærker hun den andens ben, og kommer derfor en smule ud af kurs mens hun bare lander på benene, igen, siddende. En smule usikkert.
,, jeg vil bede Dem om at forsvinde, så slipper du uden skrammer.. " det var nu ikke for hans skyld hun sagde det, men mere for sin egen, hun var træt og kunne godt mærke at vis hun skulle springe mere rundt, ville hun besvime.

[Tsung]

// >sparke dør op< FBI! FREEZE!
>ratatata<

[Ryo~]

Ryo så hele tiden med de gullige øjne, på den svækkede kvinde. Da hun undgik det direkte spark men kom ud af balance, gjorde han en svingning der fik hans brune hår med de lysere stiber i, til at flyve omkring hans meget sjællent synede ansigte, her i Kina. Da Ryo lanede efter sit sving stod han ikke i hestestand, men endu en af ørnens ejne kampposisioner med et strejf af Ryos ejen stil. Hans ene ben var lettere lyftet imens det anede stod fladt på jorend med de sorte mao sko han havde på. Det lyftede ben var højdt bøjet og vidste tydeligt strejfet af tranen. Hænderne var dog anderledes og gav også Ryos stilling lidt af hans ejen stil hved at den ene hånd, der var på samme side med benet i jorend, stod helt lodrat i vejret med håndfladen imod sneleoparden, imens armen var fuldt strakt lige ud fra ham. Den anden hånd der var på samme side med det bøjede ben der hang varsomt i luften, havde let bøjte fingre, og det lignede ganske vidst en ørne klog. Armen, ørneklogen var på var let bøjet som sit ben, men i stedet for at være lige frem var det bøjet let tilbage parat til et kraftfulgt huk ,, Jeg kan desværre ikke forsvinde, Udem min mission er fuldændt .. " Som altid talte Ryo ikke særligt meget når han var på arbejdtet .. Alt hans varme lettere klumpede sind kunne ikke ses i de kolde, og ulæselige øjne han havde nu. Det var næsten som om han havde en dobbelt personlighed.

[Ryo~]

// Fryys~ .. Igen ><'