Sen aften i spaet

[Chen-Shi]

Endnu en gang hævede hun et øjnbryn, så så spottende som det overhovedet var muligt. Hele hendes kropssprog signalerede åbenlys afsky og foragt - men kun i et ganske kort øjeblik! Så lukkede hun af for følelserne igen, og sendte ham blok et uskyldige lillepige-smil.
"Hvordan skulle jeg kunne udgive mig, for noget jeg ikke er? I det sekund man påtager sig en rolle, bliver den en den af én selv." sagde hun. "Desuden: Jeg tror, du vil foretrække mig på denne måde,"
Perler af fugt glimtede i hendes lange hår. Vandet fik det til at kruse, og fik også farven til at virke langt mørkere end den virkelig var. Men hun ænsede det ikke. Det eneste hun havde øje for var Luk.

[Luk ~ Lukyo]

Luk smilede smøret over den andens kort forbløffelse, for så åbenlyst at vise hendes følelser, for ham. Hvilket drengen hundrede gange hellere ville have.
,, jeg har levet på løgne hele mit liv, jeg behøver ikke endnu en, som tror hun er meget bedre end den som står overfor hende.. " kom det bare henkastet fra drengen. Mens han hejste sig op endnu engang, fra spaets dybde.
,, Er du sikker på det, Chen-shi? Hng, godt du egentligt ikke hedder Tenshi, en skam ville det være at misbruge det smukke navn.. " det sidste kom mumlende fra ham, inden han så på hende igen ,, dine facader, du ved det ligger til hjorten. Hjorten kan genneskue hver en løgn, hver en facade. " kom det bare fra ham ,, Men traner er mestre i at lave dem -men du er for anspændt Chen-shi, slap af næste gang, det ville hjælpe bedre. "

[Chen-Shi]

Hun lænede sig tilbage, så hun næsten lå ned. Hun krydsede armene bag nakken og lukkede øjnene. Om munden spillede et kunstigt smil, som for det utrænede øje ville ligne et ganske almindeligt, venligt smil.
Hun ignorerede hans ord. Hun kunne ikke se hvad de gjorde godt for. Det eneste det viste hende var, at drengen følte sig truet af hende. Hun ville nødig udtale sig om hans følelser, for hun kunne ikke være sikker. Men hun var dog villig til at påstå at det var ham der var anspændt, ikke hende.
"Du siger, jeg skjuler mig bag facader, at jeg er anspændt - og du hævder sågar at jeg er en gemen løgner. - Jeg kunne sige det samme om dig, min kære Lukyo," sagde hun ud i den tomme luft. "Men det gør jeg ikke! For i modsætning til dig, ved jeg hvor grænsen går."
Hun rettede sig op, så hun støttede sig på gulvet med albuerne. Øjnene borede sig ind i hans, og igen var det spottende øjenbryn hævet..