På en sti

[Yuki | Knæler]

Yuki kom langsomt gående. Han havde trukket et par sandaler på med tanken om at gå lidt rundt i skoven, trods risikoen for at møde alverdens farer. Tanken underholdte ham måske lidt, når han ikke havde andet at lave alligevel. På den anden side ville Grandmaster nok fortælle ham for barnligt det var at opsøge farer. Sådan var manden i Yuki's øjne, om det var sandheden eller ej. Det var her i skoven han var blevet fundet som barn, svøbt ind i tæpper med to fugle og en kop mælk. Tanken frastødte ham en smule. Moderen havde åbenbart varmet sig ved tanken om at han nok skulle klare sig med to fjerkræ og et glas mælk? En baby der bare ligger og pludrer når den er tilfreds, og skriger når den mangler noget. Han havde ingen chance i verden for overhovedt at løfte sådan en kop. Men på den anden side, det kunne også have været et desperat forsøg på at hjælpe ham. Der måtte have været en grund til hun ikke kunne beholde ham, noget der lå så fjernt udenfor hans fantasi til at kunne forestille sig.
Men det var noget pjat at tro på, på den her måde her havde han jo også mødt Grandmaster, og hvor ville han havde været uden munken der reddede hans liv? Han så sig omkring og satte sig op af en stor eg. Et prægtigt træ der nok havde levet 100 år, og ville leve 100 år endnu hvis folk ville lade det være. Han lukkede øjnene og børstede lidt jord af sit skød. Han havde ikke ligefrem fundet noget underholdene herude, men havde bare spildt noget godt tid på at gå herud.

[|-Grandmaster-|]

Grandmaster særdeles rolige skikkelse var til syne ude foran Cangzhens mægtige porte som bredte sig langt op i himlen, og bredte sig i prægtige lange rækker af ler, sten, træ, osv, altså.. Muren.
For engangsskyld var Grandmaster hår langt, sådan lettere tjavset, og gik en smule ned i øjnene, øjnene var ligeså sorte som håret, vis ikke mere altså, håret reflekterede let i solens stråler, og farverne spillede sig i de blå toner i Grandmasters hår.
Hans blik gled langsomt rundt, men efter hvad han søgte efter vidste han ikke, søgte han overhoved efter noget? Nej.. Egentligt ikke, hans blik var tomt, dødt. Hvad man nu kunne sige det var, han var jo halvgammel, skønt det ikke var til at se, overhoved.. Og det sorte hår fik ham endda til at se endnu yngre ud, skræmmende egentligt, men Grandmaster sukkede hvertfald tungt, meget tungt.

[Renshu]

Godt, at det var varmt. Godt, at det var tørt. Godt, at solen ikke var gået helt ned endnu, men at dens gyldne lys stadig prydede bladene med sine kærtegnende stråler.
Renshus hoved blev fyldt med poetiske tanker ved sådanne stunder, også selvom det ikke altid havde været hans stærke side, det med de poetiske vers. Måske derfor, at han aldrig havde haft held med kvinderne? Han var ikke sikker, og lige nu, faktisk også ligeglad.
Under hans sandaler, som han bar på fødderne, var stien dækket af lød muld, jord og lidt blade. Den blæste en smule, det kunne høres i trækronerne, men ikke mærkes mod hans overkrop, kun i det opsatte hår, der gav sig lidt for de stærkere magter.
Med hænderne i lommen og den typiske, sløve positur, gik han roligt oppe mellem træerne et stykke fra stien. Derpå ville han måske møde andre munke, skikkelser eller væsner, og lige nu, ønskede han bare at være alene.
Det var til, at han bemærkede Grandmaster og en anden fyr, lille, som han mindedes at have set før, men aldrig snakket med.
Langsomt stoppede han op og drog et suk. Med siden til, en anelse krumrygget, så han på, hvad der ville komme til at foregå på stien til højre for ham, gennem træerne. Han overvejede det, vidste ikke om han gad, men besluttede så alligevel, at det mest spændende nok ville være at nærme sig dem, i stedet for at være en total ignorent.
Med det ene ben foran det andet begyndte han at gå i deres retning, selvfølgelig så sløvt som altid. Nej, ikke sløvt. Bare afslappet. Han skulle ikke nå noget, så hvorfor skynde sig.

[Yuki | Knæler]

Yuki så op da han hørte en tung sukken. Grandmasteren kom gående, roligt ikke så langt fra ham. Yuki's humør livede straks op da han så manden, og han rejse sig op for at børste sin kimono endnu engang. Han forsøgte at smile en smule da manden kom nærmere, før han åbnede munden for at sige noget. "Grandmaster.." Han ville have sagt goddag, men kom bare til at udtale mandens titel. Han skævede lidt væk før han vendte blikket tilbage til ham, med et lidt spørgende udtryk. "Ude at gå en tur?" Spurgte han mens han ubevidst lagde hovedet lidt på skrå. Han følte sig aldrig tryg omkring den ældre mand. Følte sig aldrig god nok til at være i hans selskab selvom manden altid så på ham med sådan nogle blide øjne. Han lagde ikke mærke til den jævnaldende der også var på stien, men bemærkede kun manden der stod nogle meter foran ham, Grandmasteren. Skubbede noget hår om bag øret og så ned på jorden.

[|-Grandmaster-|]

Grandmaster lokaliserede hurtigt de to, Knæleren, Yuki, som var tættest, og skolopenderen, Renshu. Han smilede et kort lille smil til Yuki, og gjorde det typiske respekt og hilsetegn for Cangzhens munke, højre hånds to fingre, pege og lange, blev holdt lige, mens de andre var foldede. Den venster knyttede næve blev ført ind til den anden hånd, mens han gjorde et dybt buk. ,, Vær hilset, Yuki, " Grandmaster vendte sig mod Renshu, og smilede ,, og vær hilset, Renshu " kom det roligt fra den ældre mens han ligeså bukkede for den anden, og rettede sig op, og derefter kort kastede med hoved, forvirrende med det halvlange tjavsede hår, han vænnede sig aldrig til det.
Grandmasters blik faldt atter på Yuki, da han fortsatte, Grandmaster gjorde et kort nik og trak svagt på smilebåndet ,, det kan man vel godt sige.. "

[Renshu]

Som Grandmester hilste, var Renshu hurtig til at gøre samme håndtegn og bukkede dybt for den ældste.
"Godaften, Grandmaster." Sagde han i dyb respekt og gjorde det fuldendt, ved også at lukke øjnene, for at udtrykke sin ydmyghed. Det var ikke hver dag han stødte på Grandmaster.
Derefter, i det han rettede sig op, kastede han et blik på Yuki under de tunge øjenlåg. Let betragtede han denne tilsyneladende sky skikkelse, før han instinktivt også bukkede for denne.
"Godaften, Yuki." Hvis det ikke havde været for Grandmasters hilsen og derved røbelsen af navn, ville Renshu ikke have nogen anelse om, at den mindste hed Yuki. Renshu vidste faktisk meget lidt om denne person, ikke engang hans Kung Fu var ham kendt. Det var ellers ikke noget der overkom Renshu så ofte. Han vidste ikke så meget, som Luk gjorde det, men helt tabt bag en vogn, var han bestemt heller ikke.
Han rettede sig op, skævt smilende til dem begge, så ud som om, at han kunne finde på at spørge 'hva så', i det han stak hænderne i sine lommer igen. Men han forblev tavs, havde ikke interesse i at sige noget. I hvert fald ikke endnu.

[Yuki | Knæler]

Han så sig over skulderen da Grandmasteren nævnte navnet på en af de andre munke. Han kendte godt den mand, trods han vidste meget lidt om ham. Han havde alligevel ikke så meget interesse i hvad de andre munke rendte rundt og hed og lavede. Det ville være unødvendigt information i hans hoved, der bare ville være i vejen for hvad han end selv lavede. Han gjorde dog et kort nik til drengen mens han gjorde overdrevet meget for ikke at virke interesseret i ham. Han lagde armene over kors for at beskytte sig mod en halvkølig vind der kom inde fra skovens dunklere dele. Det var nogle gange som om, at jo længere man gik ind mod mørket, jo koldere blev det. Mørke og kulde hænger jo ofte sammen. Han lukkede øjnene da blæsten hev fat i fjerende i hans hår og blæste dem lidt op. For hans inde blik så han de to ravne der fulgte ham overalt. De kom aldrig for tæt på til at man havde en chance for at fange dem, men tæt nok på så de kunne se alt hvad man lavede.. Han åbnede øjnene igen og så op på Grandmaster. Man kunne ikke se hvor gammel manden egenligt var. Facinerende.

[|-Grandmaster-|]

Grandmaster smilede roligt til Renshu, og gjorde et let nik atter til personen, inden han så på Yuki, som blot stod og gloede, og kort gjorde et nik til Renshu, Grandmaster sukkede tungt, opgivende. Han forstod ikke at drengen var så satans stille, så satans kold.. Det irriterede ham på en måde, jovist var Renshu heller ikke ligefrem den mest åbne person, men han havde dog manerer uden lige.
Grandmasters blik faldt kort langt ind i skoven, hvor hans blik søgede mellem de dybeste træer, tænkende, søgende, inden han atter så på de to noget yngre personer, han mærkede kort et lille tic under øjet over deres stilhed, da han var ung sprang han rundt og skabte respekt ved hans sprudlende men alligevel bestemte personlighed, også så man dem! Helvedes stille, den ene skide doven, den anden bare.. En tom skal! Det var hvad de var.. Grandmaster havde et øjeblik lyst til at give dem begge to en dummeflad, eller noget, men undlod det, og trak i stedet vejret tungt og dybt, inden han åbnede øjnene og så på de to igen ,, Hvad har så bragt jer to hertil, Renshu og Yuki? "

[Renshu]

Det korte, kolde og uinteressede nik fra Yukis side, fik Renshu til at hæve et øjenbryn i et hurtigt tic. Hans indtryk af fyren formåede at ændre sig, da han før i tiden havde forstået ham som stille, men nu stemplede ham som ligeglad og kold.
Well, han burde ikke blande sig. Hvad andre folk tænkte om ham, kunne velsagtens også være lige meget, why bother.
Ved Grandmasters spørgsmål tog Renshu de sidste skridt hen til dem.
"En fredelig gåtur i aftensolen, 'master."
Sagde han og rullede med den ene skulder, i det han skævede afventende til Yuki.

[Yuki | Knæler]

Han samlede hænderne i nakken og strakte sig. Skød brystkassen frem og lagde hovedet lidt på skrå med lukkede øjnene. Gabte kedsommeligt. Det var sært at stå her, uden nogen form for samtale. Bare 3 mænd der stod midt i skoven og skævede lidt hinanden. Han måtte finde på en eller anden form for samtale. Hm, men han vidste ikke rigtigt hvad man spurgte folk om. Han kendte overhovedt ikke Renshu, og vidste abnormt lidt om Grandmaster. Hvorfor vidste han egenlig så lidt som ham han betragtede som sit idol? Han var klart skuffet over sig selv nu. Lod armene hænge ned af siderne imens han så fra Gransmaster til Renshu.
"Jeg fornemmer en form for negativ energi fra din side af, Grandmaster.." (Hentyder til hans lyst til at give dem begge en dummeflad xD) Sagde han mens han satte sig op af et træ. Problemet med at han satte sig ned var nok at kimonoen var så kort så man altid kunne betragte hvad han havde indenunder - Men han kunne selv være ligeglad med det, ikke? Han så op på dem begge imens han besvarede mandens spørgsmål; "Havde intet bedre at lave.."

[|-Grandmaster-|]

Grandmaster mærkede tydeligt hvordan Renshu pludseligt blev en smule irriteret, hvilket sikkert var Yukis skyld, uden lidt.. Grandmaster kunne sagtens forstå Renshu, han ville også selv have blevet pisset af uden lige vis der var en der stod med den kolde gestus overfor ham.
Hans blik blev dog hurtigt vendt mod den yngste, Yuki, som han jo egentligt selv havde opfostret. Han nikkede kort ,, det kan man vel også sagtens sige, Yuki, den ene af jer har en komplet kold facade, eller blot indre, og viser ingen respekt på sine brødre eller søskende. Den anden er bare en dagdrømmer, og selv ligeså stille.. " hans blik lukkedes, inden han blot så op i himlen, vis den ene angreb, ville det blot gøre ham glad, på en måde.. Så var de i det mindste ikke fuldkommen døde..

[Renshu]

Den 23-årige drog et suk og skiftede vægten var det ene ben til det andet, i sin begyndende rastløshed. Den kølige vind, der strøg gennem skovens mørke og vuggede bladene blidt, rørte ham ikke. Han lod bed mærke i, at den yngste for lidt siden havde slået armene om sig, men for Renshu, der var van til vind og vejr mod sin bare overkrop, var det ingenting.
Tanken fik ham til at smile for sig selv, men ikke, så det blev bemærket, med mindre man ikke gjorde andet end at stirre intenst på hans mundvige.
Yuki satte sig ned, god stil, og Grandmaster talte. Ingen repekt for sine brødre og søskende, nej, det passede vel meget godt, og Renshu rynkede lidt på brynene, som han med hænderne i lommen, vendte sig mod den siddende.
- Grandmasters bemærkning om Renshu, dagdrømmer og stille, kommenterede han ikke, da det var ligeså sandt, som det var sagt. Og han kunne lide det.
Henvendt til Renshu sagde han;
"Jeg gad vide, hvad din Kung Fu kan være. Fjer i håret. En lille fugl, måske? En kalkun? Du ved, de hæslige dyr. Jeg kunne kalde dig 'Den grimme ælling' for fremtiden, det vil beskrive dig glimrende."
Renshu smilede provokerende.
"Hvor er det dog heldigt, det med de fjer dér, " fortsatte han og trådte hen for at puffe til dem med en sløv hånd, "Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at du var en gris."
Hvor denne provokerende attitude pludselig kom fra, vidste han ikke. Jo, han kendte til sin skolopender, men hvorfor at den skulle dukke frem netop nu, kunne han ikke gøre sig klog på. Der var bare noget ved den fyr her, der ikke skulle få lov at vinde.

[Yuki | Knæler]

Han blev overrasket over at Renshu talte til ham. Han spærrede øjnene op da han troede at Yuki var en kalkun? Hæslige dyr? Stod han og sagde at Yuki var hæslig? Ikke fordi han gik meget op i udseende, men det kom bag på ham at en mand han knap nok kendte stod der og praktisk talt fornærmede ham. Du syntes måske selv du er alt for køn..
Han greb hurtigt fat om manden's håndled da han tjattede ud efter hans fjer, og hans øjne blev mørke. "Knæler." Sagde han i en stemme der var ukendt for ham selv, men den var truende. Han brød sig ikke om når folk forsøgte at røre ved fjerende som han havde plukket fra fuglende der havde vogtet over ham, som en gave fra hans mor. Næsten som om de skulle våge over ham istedet for hende.
Han trak tungt vejret ind mens han klemte om det håndled han havde fat i. Huden var blød og gav sig under hans hårde greb. Knæleren var kendt for at bide hovedet af sin elsker, trods det ikke var noget han ville nævne i den her situation, det ville virke helt forkert.
Han rejste sig op, stadigt med hånden om Renshu's håndled. "Så du er måske et dovendyr?" Sagde han med hån i stemmen.

[|-Grandmaster-|]

Grandmaster hævede et bryn af de to, det udviklede sig dog noget anderledes end han liige havde regnet med, hans blik blev hurtigt kastet på skolopenderen, den ellers dovne person som pludseligt skiftede facade og prikkede til ilden, dette ville ikke blive kønt vis ikke han trådte ind.
Grandmaster blev dog endnu mere forarget over den ellers så stille knæler, som pludselig viste tænder og greb om skolopenderens hårde håndled, knæleren var kendt for sine bestemte greb som uden lige og kunne nemt brække folks led, men til gengæld var skolopenderen kendt for sin hårdhed, udenlige ville det blive en hæslig lang kamp vis de to kamphaner satte sig op imod hinanden.
Grandmaster gjorde to hurtige skridt, uden lige så man dårligt fornemmede det, gjorde han to hurtige bevægelser, den ene ramte Yuki ved skulderpartiet, i hans aku/chi center, så han ville miste fuldkommen besindelse over sine arme i et stykke tid, og den anden, ramte Renshu lige over halebenet, ved benenes aku/chi center, så han ligeså ville knække sammen i benene. Grandmasters lange smalle fingre, greb fast om begge drenges hår med et stramt greb, hans blik var hårdt og ret så irriteret, den ellers så rolige drage var vred, der var noget der nærrede ham længere inde end dette. Hans sorte blik så skiftevis på de to drenge ,, i er barnlige, undskyld mig, at prikke til hinanden som små fem årige ville gøre det, og ikke nok med det, i er brødre. Jeg kan ligeså godt sige, at vis jeg ser det igen, vil i med største sandsynlighed få en mindre straf, i ved jo hvordan jeg er " grandmaster trak kort på smilebåndet, og med straf, mente han et eller andet med, hvor de blev efterladt langt ude i skoven, bundet sammen så de absolut blev nød til at hjælpes ad for at overleve, eller noget i den retning. Grandmaster gjorde et lille skub med hænderne da han slap de to, små forpulede møgunger.. Med lette og rolige skridt trådte han atter væk, og hans blik gled atter ind i skoven.

[Renshu]

Hans håndled blev grebet med sådan en hast, at Renshu ikke nåede at blinke. Dog, som han mærkede grebet strammes, kom der et smørret smil på hans læber. Langsomt, roligt og kun bemærket af forhåbentlig Yuki, blev Renshus hud hårdere. Hans skjold for sikkert og snart var hans hud som sten, i det Yuki gav sit dyr til kende.
Renshus øjne blussede op i en mørkere rød, som den yngste og betydeligt mindre kom på benene. Mindt ti centimeter, tænkte han for sig selv, og begyndte at overveje, hvor gammel fyren her mon var.
"Dovendyr, det er ikke første gang, at jeg hører den. Nej. Jeg er intet dovendyr. Det er jeg for intelligent til."
Han kneb øjnene sammen og knyttede begge sine næver.
"Jeg er skolopender."
Mere fik han ikke sagt, før han mærkede et enkelt prik, fik hisset et lille "shit", før han knækkede sammen i benene og pludselig lå på ryggen i skovbunden. Han vidste, hvad der var sket, men overraskelsen overkom ham alligevel, da Grandmaster tilmed greb fat i hans hår (og Yukis, bemærkede han) og rev til. Renshu lukkede øjnene for at få styr på sig selv, som den ældste talte. Brødre? Han ville ikke kalde Yuki sin bror, ikke med så kold en attitude.
- Hvorfor generede det ham så meget, anyhow?
Som han blev sluppet, kom han på benene og foldede hænderne, i det han udførte et dybt og ydmygt buk.
"Om forladelse, Grandmaster. Det skal aldrig ske igen."
Ved de sidste ord så han på Yuki hårdt og skævende blik. Sigende.
"Godnat."
En sidste hilsen til Grandmaster og et hentydende blik, der ikke slap Yuki før i sidste øjeblik, vendte han sig om og gik videre langs stien. På sin vej stak han hænderne i lommerne. Godt så. Kom an, Yuki..

// Out