Post by Renshu on Jul 1, 2008 18:28:28 GMT 1
Navn Renshu.
Alder 23 år.
Maskulinum eller Femininum Hankøn.
© Rachelle fra DeviantArt
Udseende Renshus hår er ikke traditionelt sort, som det ellers sømmer sig for en kineser; Det har en lysere farve, næsten musegråt og er langt. I nakken har han det altid samlet i en hestehale, af rene praktiske grunde.
Hans hud har den ubeskrivelige farve, som enhver anden asiater, mens hans mandelformede øjne har mere en rødlig farve, end egentlig sort-brun.
Disse øjne er omrammet af lange øjenvipper, der dog ikke nødvendigvis gør dem feminine, og over dem er der et sæt brede øjenbryn i en lidt mørkere nuance end håret.
Hans ansigtsform er meget hjerteformet, samt over hans lidt brede, men lige og pæne næse, går der et ar på tværs og videre til midt på hver af hans kinder. Underlæben af lidt bredere end overlæben, på hans generelt lille mund.
Kropsbygning Hans krop er slank og muskuløs, og fra hans (what the heck) røv og op til nakken buer ryggen i et blødt omvendt 'S'.
Hans rygsøjle er let synlig, men ellers er han ikke særlig knoglet af bygning. På trods af dette, formår han stadig at holde sig utrolig smidig og let adræt.
Typisk tøj Han har aldrig været særlig glad for at gå i munkenes kilt, og derfor ses han sjælendt i den. Han foretrækker at have den gemt væk allerbagerst i skabet, der forøvrigt ser meget tomt ud. Han har ikke særlig meget tøj, han har ikke brug for særlig meget tøj, da han hellere vil have det praktisk, end pænt.
Typisk går han i bar overkrop og kun et par af sine grå-blå bukser, samt sandaler. Hvis han endelig skal have noget på overkroppen, bliver det en matchende vest uden ærmer selvfølgelig.
Højde 179 cm.
Vægt 76 kg.
Personlighed Renshu er en utrolig afslappet og laid-back type, der endelig ikke stresser afsted eller sætter sig alt for store mål. Hans forhold til det meste er meget afslappet, og på det punkt, kan han godt minde om en gammel mand.
Mod fremmede er han ikke bange for at smile, løfte en hånd og hilse, hvorefter at stikke hænderne i lommen igen og læne sig op af det nærmeste træ. Generelt vil folk opleve ham som utrolig doven! - Hvilket han ikke kan andet end at trække på skuldrene af. Ligeglad med, hvad andre tænker om ham, tager han dagen som den kommer og går og nyder sin tilværelse.
Men det første indtryk af ham er ikke sandheden. Han er dygtig med våben og kender sin krop og færdigheder glimrende. På træningsbanen er han en helt andet. Hans adræthed, smidighed og evne til at bevæge sig er alt andet end doven, på trods af hans mimik, som aldrig synes at ændre sig.
Bortset fra, når man bliver vred. Selvfølgelig besidder han også temperament, men det udviser han ikke ved aggression, altså fysik angreb. Han er altså svær at tirre og provokere, og når det lykkes, vil det altså også være svært at mærke på ham. Han er ekspert i at skjule sine følelser, tænker klart og taktisk, før han handler.
Stærke/positive sider Renshu er vis og kender sine egne grænser, hvilket kan være utrolig nyttigt i kamp og ellers daglige situationer.
Svage/negative sider For meget taktik kan være mangel på handling, og så er hans vitser elendige.
Fortid Renshu har ikke altid været så doven, som han er nu.
Han blev født i det sydlige Kina af en kvinde, han aldrig kom til at kende. Kort efter føslen blev hun myrdet af sin ven, der længe før Renshus mor mødte Renshus far, havde været frygtelig jaloux på den smukke kvinde, der aldrig havde set denne mands begær. Altid havde hun betragtet ham som sin bedste ven, og det endte til sidst med at briste.
Derfor blev Renshu opfostret af sin nu enlige og unge far, der allerede fra begyndelsen fortalte sin søn om kvindens skæbne, da han ikke ønskede, at det skulle være en hemmelighed.
Det var en drabelig historie, men Renshu lærte at leve med den, og havde svært ved at tage det alt for nært, når han aldrig havde kendt sin mor. Det værste nag han kunne bære var, at det var denne Kamis skyld. Det tog han meget afslappet. Manden var for længst bortvist og flygtet fra landsbyen.
Renshu var en meget energisk dreng, der hellere end gerne ville hjælpe sin far på marken, og denne drog kvæget ud om morgenen og ind igen om aftenen i tilfælde af, at de store kattedyr skulle føle sig fristet. Det blev en ren rutine for den unge dreng, og som han blev ældre, forstod han at gøre det på egen hånd --
"Men på en betingelse," Sagde hans far en aften med ris i munden. "Du skal lære din Kung Fu at kende. Den kan blive din redning, hvis noget går galt."
Renshu forstod, og i en alder af tolv år, begyndte han at udøve sine evner, som han på dette tidspunkt, stadig ikke kendte til. Hans far hjalp ham, forsøgte at gennemskue drengens dyr. Men det var ikke til at gennemskue..
"Du har ikke medfødt hurtighed, søn. Du hverken hvæser eller spinder. Du er sjældent aggressiv. Aldrig har jeg set dig gøre noget karakteristisk. Men nu er energisk, du er bedre udviklet end de fleste andre drenge, på din alder." Med de ord, klappede hans Renshu på den bare mave og smilede smørret.
Renshu blev bedrøvet og vidste ikke, hvad han skulle stille op med sig selv. Hvis ikke kan kendte sin Kung Fu, hvordan skulle han så kunne udnytte den? De andre børn i byen kendte deres, de snakkede ikke om andet. Allerede fra en ganske ung alder, havde de kendt til den. Hvorfor ikke ham? Hvad var hans dyr, hvad var hans evne?
Han fik svaret en overskyet morgen, hvor han skulle lukke de yngste dyr på fold. Hans far lå syg, det havde han gjort de sidste par dage, så Renshu var træt nok i forvejen. Med en kæp diagerede han tyrerne afsted mod folden, i det den sædvanlige syntes det kunne være sjovt, at drive gæk med sin herre.
Renshu, som troede han var klar på hvad som helst, havde ikke forudset det pludselige angreb, tyren satte ind. Den tolvårige nåede ikke mere end at gispe og spænde op i kroppen, før tyrens pande bulrede mod hans mave og underliv, for at kløve ham op af den nærmeste mur. Renshu mistede pusten og blev svimmel, som det unge dyr pressede til, i hvad der syntes som en evighed, før den trådte tilbage, bukkede og rendte i retning af sine artsfæller.
Drengen hostede og knækkede sammen på jorden, men var ikke kommet fysik til skade, og dog. Intet var brækket og intet var mast, men alle hans muskler værkede ubehageligt, trak sig sammen, spændte op og sitrede. Især hans mavemuskler var i krampe, og bedst efter evne, skyndte han sig ind til sin far for at fortælle, hvad der var sket.
Det afgjorde sagen. Renshu var en skolopender og indså, at han ikke kunne tilbringe hele sit liv i denne landsby. Han havde hørt rygter om dette "munketempel" Cangzhen og besluttede, at han ikke have noget af miste ved at prøve.
Han vinkede farvel til landsbyen og sin far, for at begive sig nordpå.
- Fortsættelse følger -
Dyre-Kung fu; Skolopender - NgGung
Om personen, som Skolopender; Skolopenderen er egentligt et meget afbalanceret dyr, den tager tingene som det nu kommer og vil helst af alt bare ligge og.. Glo, nemt sagt er den helvedes doven.. Dog vis den skal i kamp tænder den som vis man kaster benzin på en flamme, den plusser op og får en helvedes provokerende attitude, og tigger og ber' nærmest om at folk bare skal slå den. -det vil nemlig gøre mere skade på dem end på skolopenderen!
Skolopendrens ynglings våben; Skolopenderen bruger sjældent våben, den er farlig i sig selv, med bestemte træningsmetoder kan dens muskler være så hårde som en fast klippe! Ligeså med den næve slag og spark!
Skolopenderen har dog et våben den er særligt glad for, nemlig almindelige tynde sværd, de er lette at manøvre med og alligevel helvedes farlige.
Slag, indenfor dyret;
Jern-krop; Skolopenderen er i naturen et dyr som er belagt med et skjold så stærkt som jern. Hvilket personen også er. med den rette træning, kan man brække hånden vis man slår på personens ufatteligt stærke mavemuskler, de utrolige stærke knytnæver, stærke ben osv. Alt i alt er de bare farlige i sig selv. Selv hans pande er ufattelig hård og kan få en til at skvatte om vis han giver en skalle.
Skolopenderen er farlig, meget, den er ikke en man skal spøge med men kan sagtens beskadiges, hen af ryggen, på indersiden af låret og ved andre tydelige chi udstrømninger kan den også kolapses ligesom alle andre levende organismer.
Selvfølgelig er der mange andre slag, dog må man også gerne selv bruge lidt inspiration…
Alle slag, og spark, startes ved at man står i en hestestand. Altså; Du stiller dig i en ret linje mellem skuldre og knæ. Man bøjer ned i knæene, og lader vægten hvile på det forreste ben så du er parrat til at sparke med det bagerste ben (det afhænger fuldstændig af om man er venstre eller højre håndet) vis du er højre håndet skal det venstre ben være forrest) Vis du er højre håndet, skal den højre hånd være nede ved skridtet, klar til at parerer de nederste slag, og den venstre skal holdes oppe ved ved bryst og kravebenet -klar til at tage de øverste slag.
Alder 23 år.
Maskulinum eller Femininum Hankøn.
© Rachelle fra DeviantArt
Udseende Renshus hår er ikke traditionelt sort, som det ellers sømmer sig for en kineser; Det har en lysere farve, næsten musegråt og er langt. I nakken har han det altid samlet i en hestehale, af rene praktiske grunde.
Hans hud har den ubeskrivelige farve, som enhver anden asiater, mens hans mandelformede øjne har mere en rødlig farve, end egentlig sort-brun.
Disse øjne er omrammet af lange øjenvipper, der dog ikke nødvendigvis gør dem feminine, og over dem er der et sæt brede øjenbryn i en lidt mørkere nuance end håret.
Hans ansigtsform er meget hjerteformet, samt over hans lidt brede, men lige og pæne næse, går der et ar på tværs og videre til midt på hver af hans kinder. Underlæben af lidt bredere end overlæben, på hans generelt lille mund.
Kropsbygning Hans krop er slank og muskuløs, og fra hans (what the heck) røv og op til nakken buer ryggen i et blødt omvendt 'S'.
Hans rygsøjle er let synlig, men ellers er han ikke særlig knoglet af bygning. På trods af dette, formår han stadig at holde sig utrolig smidig og let adræt.
Typisk tøj Han har aldrig været særlig glad for at gå i munkenes kilt, og derfor ses han sjælendt i den. Han foretrækker at have den gemt væk allerbagerst i skabet, der forøvrigt ser meget tomt ud. Han har ikke særlig meget tøj, han har ikke brug for særlig meget tøj, da han hellere vil have det praktisk, end pænt.
Typisk går han i bar overkrop og kun et par af sine grå-blå bukser, samt sandaler. Hvis han endelig skal have noget på overkroppen, bliver det en matchende vest uden ærmer selvfølgelig.
Højde 179 cm.
Vægt 76 kg.
Personlighed Renshu er en utrolig afslappet og laid-back type, der endelig ikke stresser afsted eller sætter sig alt for store mål. Hans forhold til det meste er meget afslappet, og på det punkt, kan han godt minde om en gammel mand.
Mod fremmede er han ikke bange for at smile, løfte en hånd og hilse, hvorefter at stikke hænderne i lommen igen og læne sig op af det nærmeste træ. Generelt vil folk opleve ham som utrolig doven! - Hvilket han ikke kan andet end at trække på skuldrene af. Ligeglad med, hvad andre tænker om ham, tager han dagen som den kommer og går og nyder sin tilværelse.
Men det første indtryk af ham er ikke sandheden. Han er dygtig med våben og kender sin krop og færdigheder glimrende. På træningsbanen er han en helt andet. Hans adræthed, smidighed og evne til at bevæge sig er alt andet end doven, på trods af hans mimik, som aldrig synes at ændre sig.
Bortset fra, når man bliver vred. Selvfølgelig besidder han også temperament, men det udviser han ikke ved aggression, altså fysik angreb. Han er altså svær at tirre og provokere, og når det lykkes, vil det altså også være svært at mærke på ham. Han er ekspert i at skjule sine følelser, tænker klart og taktisk, før han handler.
Stærke/positive sider Renshu er vis og kender sine egne grænser, hvilket kan være utrolig nyttigt i kamp og ellers daglige situationer.
Svage/negative sider For meget taktik kan være mangel på handling, og så er hans vitser elendige.
Fortid Renshu har ikke altid været så doven, som han er nu.
Han blev født i det sydlige Kina af en kvinde, han aldrig kom til at kende. Kort efter føslen blev hun myrdet af sin ven, der længe før Renshus mor mødte Renshus far, havde været frygtelig jaloux på den smukke kvinde, der aldrig havde set denne mands begær. Altid havde hun betragtet ham som sin bedste ven, og det endte til sidst med at briste.
Derfor blev Renshu opfostret af sin nu enlige og unge far, der allerede fra begyndelsen fortalte sin søn om kvindens skæbne, da han ikke ønskede, at det skulle være en hemmelighed.
Det var en drabelig historie, men Renshu lærte at leve med den, og havde svært ved at tage det alt for nært, når han aldrig havde kendt sin mor. Det værste nag han kunne bære var, at det var denne Kamis skyld. Det tog han meget afslappet. Manden var for længst bortvist og flygtet fra landsbyen.
Renshu var en meget energisk dreng, der hellere end gerne ville hjælpe sin far på marken, og denne drog kvæget ud om morgenen og ind igen om aftenen i tilfælde af, at de store kattedyr skulle føle sig fristet. Det blev en ren rutine for den unge dreng, og som han blev ældre, forstod han at gøre det på egen hånd --
"Men på en betingelse," Sagde hans far en aften med ris i munden. "Du skal lære din Kung Fu at kende. Den kan blive din redning, hvis noget går galt."
Renshu forstod, og i en alder af tolv år, begyndte han at udøve sine evner, som han på dette tidspunkt, stadig ikke kendte til. Hans far hjalp ham, forsøgte at gennemskue drengens dyr. Men det var ikke til at gennemskue..
"Du har ikke medfødt hurtighed, søn. Du hverken hvæser eller spinder. Du er sjældent aggressiv. Aldrig har jeg set dig gøre noget karakteristisk. Men nu er energisk, du er bedre udviklet end de fleste andre drenge, på din alder." Med de ord, klappede hans Renshu på den bare mave og smilede smørret.
Renshu blev bedrøvet og vidste ikke, hvad han skulle stille op med sig selv. Hvis ikke kan kendte sin Kung Fu, hvordan skulle han så kunne udnytte den? De andre børn i byen kendte deres, de snakkede ikke om andet. Allerede fra en ganske ung alder, havde de kendt til den. Hvorfor ikke ham? Hvad var hans dyr, hvad var hans evne?
Han fik svaret en overskyet morgen, hvor han skulle lukke de yngste dyr på fold. Hans far lå syg, det havde han gjort de sidste par dage, så Renshu var træt nok i forvejen. Med en kæp diagerede han tyrerne afsted mod folden, i det den sædvanlige syntes det kunne være sjovt, at drive gæk med sin herre.
Renshu, som troede han var klar på hvad som helst, havde ikke forudset det pludselige angreb, tyren satte ind. Den tolvårige nåede ikke mere end at gispe og spænde op i kroppen, før tyrens pande bulrede mod hans mave og underliv, for at kløve ham op af den nærmeste mur. Renshu mistede pusten og blev svimmel, som det unge dyr pressede til, i hvad der syntes som en evighed, før den trådte tilbage, bukkede og rendte i retning af sine artsfæller.
Drengen hostede og knækkede sammen på jorden, men var ikke kommet fysik til skade, og dog. Intet var brækket og intet var mast, men alle hans muskler værkede ubehageligt, trak sig sammen, spændte op og sitrede. Især hans mavemuskler var i krampe, og bedst efter evne, skyndte han sig ind til sin far for at fortælle, hvad der var sket.
Det afgjorde sagen. Renshu var en skolopender og indså, at han ikke kunne tilbringe hele sit liv i denne landsby. Han havde hørt rygter om dette "munketempel" Cangzhen og besluttede, at han ikke have noget af miste ved at prøve.
Han vinkede farvel til landsbyen og sin far, for at begive sig nordpå.
- Fortsættelse følger -
Dyre-Kung fu; Skolopender - NgGung
Om personen, som Skolopender; Skolopenderen er egentligt et meget afbalanceret dyr, den tager tingene som det nu kommer og vil helst af alt bare ligge og.. Glo, nemt sagt er den helvedes doven.. Dog vis den skal i kamp tænder den som vis man kaster benzin på en flamme, den plusser op og får en helvedes provokerende attitude, og tigger og ber' nærmest om at folk bare skal slå den. -det vil nemlig gøre mere skade på dem end på skolopenderen!
Skolopendrens ynglings våben; Skolopenderen bruger sjældent våben, den er farlig i sig selv, med bestemte træningsmetoder kan dens muskler være så hårde som en fast klippe! Ligeså med den næve slag og spark!
Skolopenderen har dog et våben den er særligt glad for, nemlig almindelige tynde sværd, de er lette at manøvre med og alligevel helvedes farlige.
Slag, indenfor dyret;
Jern-krop; Skolopenderen er i naturen et dyr som er belagt med et skjold så stærkt som jern. Hvilket personen også er. med den rette træning, kan man brække hånden vis man slår på personens ufatteligt stærke mavemuskler, de utrolige stærke knytnæver, stærke ben osv. Alt i alt er de bare farlige i sig selv. Selv hans pande er ufattelig hård og kan få en til at skvatte om vis han giver en skalle.
Skolopenderen er farlig, meget, den er ikke en man skal spøge med men kan sagtens beskadiges, hen af ryggen, på indersiden af låret og ved andre tydelige chi udstrømninger kan den også kolapses ligesom alle andre levende organismer.
Selvfølgelig er der mange andre slag, dog må man også gerne selv bruge lidt inspiration…
Alle slag, og spark, startes ved at man står i en hestestand. Altså; Du stiller dig i en ret linje mellem skuldre og knæ. Man bøjer ned i knæene, og lader vægten hvile på det forreste ben så du er parrat til at sparke med det bagerste ben (det afhænger fuldstændig af om man er venstre eller højre håndet) vis du er højre håndet skal det venstre ben være forrest) Vis du er højre håndet, skal den højre hånd være nede ved skridtet, klar til at parerer de nederste slag, og den venstre skal holdes oppe ved ved bryst og kravebenet -klar til at tage de øverste slag.